Når man får et barn med handicap er der stor sandsynlighed for at man skal samarbejde med sagsbehandlere og socialrådgivere. Her finder man ud af at der ikke er noget der hedder hurtig sagsbehandling.
Selv, hvad der for mig, er den mest simple ansøgning Én ting er at have et barn med autisme, det er temmeligt krævende i sig selv. En anden ting er at skulle vente på kommunens sagsbehandlingstider. Hvad gør det ved et menneske at gå måneder og vente på en lovet opringning, en mail eller en afgørelse på en ansøgning? En ansøgning der er sendt afsted for at passe på sit barn, sig selv og sikre familiens levegrundlag og trivsel.
Én af de følelser der efter lang tids venten er afmagt. At være magtesløs i månedsvis i et system, som skulle være til for børnenes bedste og da forhåbentligt også lidt for forældrene er så opslidende at der ikke er lang vej til stress og måske endda depresiion. Ønsket og drømmen om at gøre det bedste for sit barn, men blive mødt med mistro om man mon bare er ude på at slippe for at arbejde. Det som ingen kan se er at man er på arbejde, ikke bare i kommunens åbningstid, men også aften, nat og weekend. Lidt medvind ville være klædeligt og jeg håber inderligt at der kommer udvikling på området. Sagsbehandlerne har travlt, ja bevares, men de sande tabere er altså børnene og dermed også deres forældre og hele familier.
men hvor man som forældre skal trække så tungt et læs, at man næsten ikke kan magte sin hverdag mere.